13. september 2011
Sylvester Roepstorff var d. 11. september 2011 på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor Det Fri Universitet havde fyldt rummet med traumatiske billeder og lydspor fra de sidste ti års hændelser under titlen: Trauma 1-11. Her gengives noter fra besøget.
Mens vi sad og snakkede om udstillingen, hvor nogle sagde at den var svær, kom Rikke ned ad trappen og sagde at hun var dybt rørt. Hun var rørt over den tekst der blev foredraget til lysbilleder af støv: Den optimisme da vi gik ud af halvfemserne, og den skuffelse der indtrådte efter 11. september 2001. Den genkendte hun.
Jeg havde diskuteret og reflekteret over udstillingen sammen med omviseren mens to andre museumsgæster lyttede.
Men det var alligevel Rikke der forstod meget mere af hvad det gik ud på. Hvad det egentligt gik ud på.
Vi sad på havnen i Roskilde og spiste Parad-Is. Rikke sagde: Hvordan kan man få politikken i blodet? Være så berørt af de politiske forhold? Jeg har det næsten som om det foregår derude. Gammelklogt og bedrevidende begyndte jeg at liste de måder hvorpå man kan fatte den politiske virkelighed med andre organer end hjernen:
- Brug hjemmet på en anden måde. Det må også være et af Det Fri Universitets budskaber: at skabe andre sociale relationer, og her er hjemmet et glimrende redskab.
- Benyt andre nyhedsmedier end Danmarks Radio, Politiken, Berlingske, Information m.m. Brug et bredere spektrum af nyhedsmedier. Mainstream medier har – også – en interesse i at vække følelser og svække handling. Hvilket er en pornografisk skruetvinge: at være kropslig passiv og emotionelt overstimuleret.
- Læs bøger. Det giver en bedre forståelse af forholdene.
- Rejs. Se andre lande. Se andre mennesker.
Udstillingsplakaten til udstillingen Trauma 1-11
Regnen væltede ned om morgenen. Det var 11. september 2011. Sidste dag på udstillingen Trauma 1-11, sat op på Museet for Samtidskunst af Det Fri Universitet. Jeg ville se den. Selv tyve skybrud kunne ikke holde mig hjemme. Selv en boycot fra diverse familiemedlemmer ville ikke kunne forhindre mig. Men alle var friske. Det klarede op. Barnevogn, børn, tasker, madpakker og alt hvad dertil hører. Bare en lille tur til Roskilde. 260,- kr. til billetten.
Idet vi trådte ind på museet, blev alle trætte. De gik ud og spise. Jeg fulgte en omvisning rundt imellem de elleve højttalere, og jeg hørte bl.a. mig selv sige at det ikke var helt tilfældigt at børnene blev koplet fra.
Omkring kaffen i indgangshallen var der megen ikke-forståelse af udstillingen. – Bedrevidende og gammelklogt listede jeg en række punkter op som jeg synes udstillingen handlede om:
- At skabe et frirum. Det Fri Universitet bekræftede også med denne udstilling at det ikke kun handler om at finde konsensus og at indgå kompromis’er, men at finde sin egen base hvorfra man kan tænke og handle. Udgangspunktet er at den neoliberale politik, konsumtænkning, varegørelsen af sociale relationer, den økonomiske tankegang og tivoliseringen af både politikken og kunsten er så gennemgribende at der ikke længere findes nogen fristeder; der findes ikke noget udenfor. Nogle kunstnere og tænkere er nået til den konklusion at ‘udenfor’ er umuligt, men Det Fri Universitet har under alle omstændigheder ikke resigneret overfor denne vanskelighed. De har skabt et rum med anderledes tanker, radikale tanker og måder at forholde sig til vores samtid på. – Med denne udstilling har de netop gjort det politiske engagement meget personligt. Dels udtrykt ved at lade alle arrangementer foregå i eget hjem, (det hører vi kun om, det ser vi ikke på udstillingen), dels med en følsom og intim stemmeføring at fortælle hvordan de faste deltagere i DFU igennem de sidste ti år både eksistentielt, kunstnerisk og politisk har navigeret igennem tiltag der har fremmet den statslige kontrol og den økonomiske tænkning.
- At gøre det selv. Det Fri Universitet fører en Do It Yourself-kultur langt videre så det ikke kun gælder – sådan som det nu også hedder i andre beslægtede gruperinger: Do It Together, men også omfatter det på en og samme gang mest æteriske og stærkeste råstof: viden. Det Fri Universitet skaber viden selv – og sammen. Derfor bliver det også opfattet som en sørgelig bekræftelse af deres arbejde at staten nu har forbudt dem at hedde ‘universitet’ fordi kun institutioner autoriseret af staten med den nye universitetslov fra 2010 ville kunne kalde sig for et universitet. Dette har Det Fri Universitet opfattet dels som et statslig expropriering af en fælles ejendom samt en rent bureakratisk (læs: udemokratisk) beslutning med et økonomisk formål. Konsekvensen af sådan et forbud er en kontrolering af vidensproduktion og alt hvad herunder hører. Derfor besluttede Det Fri Universitet, der nedlagde sig selv i 2007, at genoprette sig selv for en kort bemærkning, – samt at opfordre alle til at oprette et frit universitet. De har endda vedhæftet adressen på ministeriet som man skal gøre opmærksom på at man nu har oprettet et frit universitet. Det være hermed bragt videre: Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling: min@vtu.dk – og cc: Universitets- og Bygningsstyrelsen: ubst@ubst.dk.
Kagerne var gode. Udstillingen var svær. Det sagde de. Dem der også havde set den. Ikke noget for børn. Dog var der en film med Jakob Jakobsen og hans datter på en stor selvbygget legeplads, hvor den ca. 6 årige datter oppe fra et højt sted på legestativet siger til sin far: “Du skal ikke være bange, bare kom herop”.
Jeg hører mig selv sige noget i retning af: Hvor er det folkelige? Det almindelige? Det barnlige? Er der ikke noget genkendeligt, en fortælling, noget der rækker hænderne ud imod alle os almindelige mennekser fra det almindelige liv? “noget vi kan tage med hjem”, som en anden sagde.
Det Fri Universitet er placeret i et dilemma imellem at insistere på sig selv og at imødekomme det etablerede. Hele projektet handler om at rykke ved grænserne imellem det offentlige og private og at knytte vore hverdagsliv til vores arbejdsliv, men hverdagen kunne vi ikke få øje på i dette gennemførte forsøg på at skabe en ny hverdag. Hverdagen i dag er fremmedgjort for os alle sammen. – Hvis de for at “få os andre med” reproducerede noget af den hverdag og den virkelighed, de vil gøre op med, ville det både være fejt og uærligt. Men på den anden side: Er der slet ikke noget i de etablerede institutioner, i den almindelige hverdag, i alt det gængse, som man kan bygge på og som også lever videre – på den anden side af revolutionen?
Rikke og alle pigerne kom ind igen. De gik rundt og lyttede og kiggede på propagandaplakaterne uden billeder. Rikke kom ned. Hun havde hørt de danske lydspor. Jeg havde lyttet til de engelske. Skuffelse. Rørt og ramt. Jeg gik op igen og lagde øre til de danske lydspor. Det var noget helt andet. Nu forstod jeg lidt mere, og ikke kun budskaberne. Der var mere end begreb. Mere end politik.
At have den politiske virkelighed under huden. At skabe en ny politisk virkelighed. En ny virkelighed – hinsides politik. Og kunst.
Det var 11. september 2011.
