1. september 2016

Ind i byen

Gadeuniversitetet har været meget mere aktiv ude i det virkelige liv end her på hjemmesiden. F.eks. har Sylvester Roepstorff nu fået samlet nogle essays, som udkommer 21. oktober 2016. Mere om det her og på Facebook.

Desuden planlægger vi at lave en salon om Ethereum og kryptovalutaen Ether inden længe. Her vil Casper Schultz fortælle om dette spændende projekt.

10. april 2014

’Snart er vi borte’

Sådan lyder arbejdstitlen på sociolog Peter Wiingaards manus om uddøende religioner.

Peter har rejst i Irak og Iran og besøgt isidier, zaratustrister og andre religiøse mindretal, som han beskriver i en blanding af klassisk (britisk) rejselitteratur, journalistik og akademisk afhandling.

Værket – hvis første del nu er færdigt – er originalt i ordets bedste forstand, dejlig nørdet og væsentligt.

Kom og hør Peter øse af sin detaljerede viden og fortælle om sine rejser og sine studier.

 

 Tirsdag 22. april 2014 kl. 17.00.

 Sted: hos Sylvester og Rikke på Vesterbrogade 69, 4. sal th., 1620 Kbh V 

(Ring på hos Roepstorff og Baumgarten)

 

 Vi glæder os til at se jer.

 

Kh Sylvester og Mikael

Gadeuniversitetet

7. september 2013

Ny bog: Tre essays om Wagner

Gadeuniversitetet har udgivet tre essays om Richard Wagner skrevet af Sylvester Roepstorff i anledning af 200 året for hans fødsel. Gadeuniversitetet holdt en reception på heden på Refshaleøen, hvor forfatteren holdt denne lille tale:

De tre essays om Richard Wagner handler om 'den nye mytologi', 'kunstreligion' og Villy Sørensens Wagnerbillede.

De tre essays om Richard Wagner handler om ‘den nye mytologi’, ‘kunstreligion’ og Villy Sørensens Wagnerbillede.

Disse essays kredser om noget, jeg også fornemmer en ret stor uvilje imod. En uvilje jeg imidlertid sagtens kan forstå. Mange siger, at de ikke kan fordrage Wagner, og jeg tror, det er folk, der opfanger – ikke kun nationalismen, antisemitismen eller overmennesketankerne – men også noget af det, som mytologien indeholder, og som i Wagners tilfælde er så dominerende fordi den også lyder.

Der strømmer ufatteligt meget ud af Wagners musik, men nogle hører noget klægt, noget omklamrende eller som Anders Koppel sagde: “Han suger folk ind men lukker dem ikke ud igen”. Der kan måske for nogle være noget – som i Thomas Manns Doktor Faustus blev kaldt: Kuhwärme, noget lummert hos Wagner.

Disse lytninger er også vigtige, men jeg mener ikke at man skal overhøre hvad Wagner ellers indeholder.

Jeg har været interesseret i den kollektive kraft, som mytologien indeholder, og som Wagner mere end nogen har kunnet iscenesætte, forme og fortolke. Denne kollektive kraft er som en forelskelse, ikke en forelskelse imellem to personer, men en forelskelse imellem en masse individder. Den kollektive kraft er ikke massehysteri, men kan meget vel afspores i den retning. Den kollektive kraft er mængdens momentum og i den forstand den stærkeste politiske impuls, der findes.

Det, der har interesseret mig, er kunstnerens rolle i den realhistoriske udvikling, og Wagner har mere end de fleste været både en del af den politiske og kunstneriske historie. Men ikke kun dét: Det er også måden han har været det på, nemlig ved at formulere nogle dybere drivkræfter og samfundsstrukturer end socialrealistiske skildringer – med al respekt. Alt det som netop disse kollektivt dybdepsykologiske værker mangler af kølig oplysningsånd og nøgternt registrerende virkelighedsbegivenheder er, hvad nogle vælger at lægge vægt på. Men Wagner har også kastet lys på nogle understrømme i den europæiske psyke, som er blevet overset i hele nazi-diskussionen.

Mine Wagnerstudier har været en kredsen omkring disse romantiske kræfter – som jeg rent faktisk forholder mig en smule anderledes til i dag, end da jeg skrev dem for nogle år siden. Men der er også en pointe i at udgive: Nemlig at finde ud af hvor man rent faktisk er i dag og hvorhen og hvor meget man egentlig selv er rykket.

Sylvester Roepstorff: Tre essays om Richard Wagner. Politik, mytologi og musik. Wagner 200 år. Gadeuniversitetet. 138 sider. – Bogen kan bl.a. købes i Nørrebro Boghandel, Nørrebrogade 7 eller ved at skrive til kontakt@gadeuniversitetet.dk. Se også: http://www.gadeuniversitetet.dk, pris: 50,- kr. plus porto.

7. november 2012

Litteratur findes ikke (kun) i bøgerne

Salon i Gadeuniversitetet mandag d. 5. november 2012.

Litteraturens veje og vildveje – litteraturen i alt andet end bøger

Litteratur er ikke kun skrift. Meget litteratur fuldbyrdes først når den kommer ud af munden. Litteratur kan være en undersøgelse af hvordan folk taler med hinanden. Det var det overordnede tema i en meget talende salon.

Jeg mødte Georg på Vesterbrogade. Han nåede at fortælle at han arbejder på en roman, og at den hårde forfatterskole han har gået på i Danmarks Radios drama-afdeling samt montage- og dokumentar-genren samme sted havde lært ham meget.
Så mødte jeg Morten Ranum, der har skrevet adskillige romaner. Med mere. Romanen kan noget som dramaet endsige den hårde forfatterskole ikke kan, sagde han. Morten arbejder også med radio – og på at bruge litteratur i andre medier end bogen.

Det blev derfor temaet for denne aften. Forfattere som Merete Pryds Helle og Christian Yde Frostholm (og mange andre) har arbejdet meget med denne formoverskridelse. De var tilstede i samtalen – in absentia. Aftenen var også en slags opfølger til salonen med og om mikroforlag, som Gadeuniversitetet afholdt for nogle måneder siden.

Georgs store spørgsmål, som der ikke gik lang tid før alle omkring bordet havde højlydte meninger om, var: Hvordan taler folk sammen?
Georg kommer er opdraget i dokumentargenren og blev for nogle år siden hentet ind i Radio drama. Der – skal det lige siges – lever i bedste velgående.

Orson Welles i en radiodramatisk situation

Georg Larsen fortalte at hans bestræbelse på at lave realistisk dramatik havde affødt mange bekymrede reaktioner hos lytterne, der ikke kunne skelne fiktion fra virkelighed. På samme måde som Orson Welles (billedet) oplevede, da hans War of the Worlds blev bragt d. 30. oktober 1938, hvor hundredevis af lyttere rent faktisk troede at jorden var blevet invaderet af beboere fra Mars.

Her har han nu arbejdet i mange år med bl.a. diktion og replikker der dels distancerer sig fra ‘den dramatiske skuespillerudtale’ og nærmet sig hverdagens og gadens sprogbrug. De ting der lyder godt når man skriver dem, kan falde helt til jorden når en skuespiller tager dem i sin mund. Det fik vi eksempler på. Flere af eksemplerne brugte metaforer. Når det sker, er det ordene og ikke skuespilleren der ryger. Virkeligheden er prøvestenen på kvaliteten af teksten. Lyder ordene troværdige?

Det affødte mange kommentarer: ‘der er flere virkeligheder’, ‘alle forfattere har igennem tiden villet lyde troværdig’, ‘virkeligheden er struktueret som en fiktion’ og ‘når dokumentaren og fiktionen krydser hinanden, bliver folk utrygge”.
Denne sidste kommentar kom fra Morten i en senere samtale om de sociale medier, hvor litteraturen også lever (bl.a. hos Liv Mørk, der er Merete Pryds Helles alter ego, Bent Helsingør, Tage Ailles Borges med flere). Morten har erfaringer med at putte fiktive posts ind i både Facebook- og Twitter-strømmen, som har affødt meget blandede, men også til tider meget intense kommentarer.
Alle tunede ind på samtalen. Ingen var enige. Alle fik noget forskelligt ud af samtalen. Men det handlede om det samme.

– Hvad giver Facebook? Giver det noget interessant output? Kan det bruges som medie for fiktion?
– Det afhænger af hvordan man bruger de sociale medier. Hvis ikke man bruger dem, giver det ikke noget.
– Jamen, jeg bruger det hver dag, men jeg kan ikke se at der noget interessant, litterært set. Det findes kun i bøgerne. For mig at se.
– Facebook er reaktionært, du bliver kun venner med folk du allerede har mødt. Twitter peger fremad, her kan du lære folk at kende. Forholdsmæssigt er Facebook meget større end Twitter i Danmark end i de fleste andre lande.
– Tankevækkende.
– Jeg er også gammeldags. Jeg ser slet ikke fjernsyn, men læser kun bøger. De der ser Paradise Hotel skal have at vide at der er noget andet – og noget bedre at beskæftige sig med.
– Det nytter ikke noget at se ned på folk der ser dårligt tv, selv om man vitterlig synes det er dårligt.
– Der er et behov for disse ting.
– Hvordan kommer vi til at tjene penge på at være ordmagere?
– Vi må lokalisere et behov … der ikke kun er de andres, men også vores behov.
– Forskellige genrer har forskellige medier …
– … har forskellige tider.
– Hvordan får vi vores bøger ud?
– Jeg er gæst i virkeligheden.
– Som forfattere skal vi ikke være bange for økonomi.
– Den økonomiske verden bruger nogle andre mekanismer end litteraturen.
– Jeg må hjem.
– Det må jeg også. Klokken er snart halv et.

Ør i bolden bar jeg glad og sat mange tomme flasker vin ud fra bordet.

 

3. oktober 2012

Mikroforlag

Salon om og med mikroforlag, forlags- og udgivervirksomhed 22. juni 2012 på Læssøesgade.

Det er en klassisk erfaring at når man formulerer nogle hensigter og planer, så møder man pludselig andre der har sagt det samme. Gadeuniversitets grundtanker er slet ikke originale. Der er mange andre der forsøger at skabe en tættere kontakt mellem forfatter og læser, flere der er interesseret i andre former for viden og adskillige der søger udenom de store forlag og tager sagen og teksterne i egen hånd.

Flere havde givet udtryk for at man gerne ville mødes, og det var jo – som det altid er – i ret uforpligtende omgivelser med vin og ost på bordet. Morten, der er aktiv i Det Poetiske Bureau, sagde at han selv havde tænkt på at mere kommunikation mellem de mange mikroforlag der findes kunne være en frugtbar vej at gå.

Det var nogle af udgangspunkterne for den salon Gadeuniversitetet afholdt d. 22. juni 2012, hvor vi både fik talt om praktiske og litterære emner. – Om:

1. forholdet til nyhedsmedierne.
2. hvordan man etablerer kontakt mellem forfatter og læser: forfatteren laver gode bøger – læseren ved ikke de findes og kan heller ikke finde dem hvis han leder efter dem.
3. nye måder at udgive på, specielt e-bogen; hvordan fungerer det? ændrer det indholdet?

Ad. 1.
René lagde erfaringerne fra Forlaget Basilisk frem. Basilisk er et forlag der startede i 1983 af bl.a. Per Aage Brandt. Efter mange års forsøg på at skabe opmærksomhed om Basilisk mange udgivelser i nyhedsmedierne og støtteinstanserne, besluttede forlaget at gå fra offentlighed til menighed. De lavede en bogklub der i dag har omkring 250 medlemmer som kan få udgivelserne til at løbe rundt (stadig med ulønnet arbejdskraft).
Konklussionen er at den kulturelle offentlighed handler om så lille en del af kulturlivet at den i realiteten ikke er en offentlighed. Bag de statslige støtteordninger ligger en forestilling om en offentlighed og når det går op for staten at den ikke findes, falder støtteordningerne også væk, sagde René.

Da Jakob (Nebula) boede i London mødtes de på pubber og den første halve time gik altid med at dele pamfletter, bøger, fotokopier, aviser, flyeres og andre tryksager ud før de drak sig fulde sammen. Udgivelserne var med andre ord en del af et fællesskab og på den måde helt udenfor det etablerede penge- og mediemarked.

Ad. 2.
Esben sagde at hvis en bog henvender sig til 30 læsere, så findes de 30 læsere. Spørgsmålet er hvordan kontakten mellem mellem tekst og læser kan etableres. Her er de sociale medier et oplagt sted at kigge. Hvad Esben også arbejder professionelt med. Men hvordan denne kontakt skabes, fik vi vist ikke et endegyldigt svar på ;-). Han fortalte at fremtidens udgivelser opfølges af en applikation, der leverer en masse supplerende information og tilbud. (Der findes omkring 1 mil. applikationer, men kun et forsvindende antal af disse kan udviklerne tjene penge på).

Morten fortalte at der over de seneste år har været en kraftig stigning i antallet af litterære arrangementer, men at hvert sted og hver forfatter har sin crowd. Der er næsten ingen gengangere til de forskellige arrangementer, hvad der tyder på at den litterære scene er forholdsvis ghettoiseret.

Jakob fortalte at der til enhver af Nebulas udgivelser altid er et arrangement eller en event der knytter sig til udgivelsen. Som billedkunstner tænker han nok, som han selv sagde, mere i rum og på bogen som et objekt der udspiller sig et liv omkring.

Theophanis præsenterede en udgivelse der blev uddelt til publikummet til en forestilling X-Act arrangerede i 2007. I stedet for et program fik publikum en række tekster trykt og lay-outet på helt forskellig måde.

Ad. 3.
Hvis nogle havde troet at elektroniske udgivelser etableres ved at trykke på en knap, kunne de godt tro om igen. Det kræver mange mandetimer at lave en e-bog, sagde Johanne, der arbejder professionelt med dette format. Esben pointerede at en e-bog og en bog er to forskellige ting med samme indhold.

Ingen af de tilstedeværende mikroforlag havde eksperimenteret med e-bøger, men Nebula lægger alle deres bøger ud i pdf-format.

Samtale(r)n(e) fortsatte i forskellig retning. Vi talte f.eks. om Martin Larsens digt han har omskrevet til binære koder, om Alexander Kluges (570 minutter lange) film Das Kapital, om Daniil Kharms og om Bela Tarrs (415 minutters) filmatisering af Lazlo Krasznarkhorkais roman Satantango. Plus meget mere.

Vi vil gerne invitere til en ny salon med mikroforlag for at fortsætte denne samtale:

Torsdag d. 25. oktober kl. 20.00 på Læssøesgade.

Skriv gerne til os hvis du er interesseret i at deltage: syllowester@gmail.com.
Links:

Aber dabei
Basilisk
Antiuniversitet
Det Fri Universitet
Det Poetiske Bureau:

(Tilstede: Esben, Johanne, Anders, Rune, René, Theophanis, Morten, Jakob).

http://www.gadeuniversitetet.dk

Tags:
19. juni 2012

Skønhed og samfund. – Salon med Kirsten Thorup

Alle Gadeuniversitetets saloner er eksperimenter. Vi eksperimenterer med forskellige former for samtale, vidensdeling, festlighed, åndskonsumering og linedans på mange niveauer – og denne aften (d. 20. april 2012) var den første Gadeuniversitetssalon udenfor vores respektive hjem. Vi var glade for at kunne låne webbureauet Kleans gode lokaler på Frederiksborggade.

Her havde vi inviteret Kirsten Thorup, der har et langt frugtbart forfatterskab bag sig, til at tale om litteratur og politik. Og fordi lige disse ord måske var for traditionelle, tog vi synonymerne: Skønhed og samfund. Det var en overskrift som det havde taget os mange samtaler at nå frem til. Kirsten og jeg mødtes over en kaffe på Gavlen hvor vi kredsede om disse emner. Jeg kender Kirsten fra Trampolinhuset, et aktivitetshus for asylansøgere og danskere, i hvis bestyrelse hun sidder; og jeg kender Thorup som en samfundsengageret kunstner. Eftersom vi er nogle der er ligeså glade for vores rigdom som vi er forarget over verdens fattigdom fandt vi det meget oplagt at invitere Kirsten Thorup til Gadeuniversitetet.

Hun valgte dette Dostojevskij-citat som indledning: Skønhed er tilværelsens egentlige ansigt. (I en mail kom jeg til at skrive “…. tilværelsens sande ansigt”, det er det ikke). Hermed startede hun med at lægge afstand til en biedermeier-opfattelse af skønheden som noget der blot kildrede og behagede sanserne. Skønhed er ikke kun æstetik og kan også forekomme i sagprosa for den sags skyld.

Hvad der lå hende mest på sinde var hvad litteraturen kan. Litteraturen opleves anderledes indefra end udefra. I samtalen med hende kom jeg for skade at sige at jeg “elskede litteraturen”. Forfattere elsker ikke litteratur, replicerede hun. Nej, sagde jeg, selvfølgelig ikke. Det er et arbejde. Men i dette replikskifte kom forskellen også så småt til syne. Imellem forfatter og læser befinder der sig et spejl som det i Alice i eventyrland, der suger Alice ind i den anden verden.

Litteraturen kan henvende sig direkte, sagde hun. Litteraturen er en direkte henvendelse mellem forfatter og læser. (Og her må jeg komme til kort for i virkeligheden fik vi ikke en nærmere definition af hvad denne direkte henvendelse egentlig gik ud på, men hvis jeg må vove at udlægge, så handler det om, at) den ikke er censureret eller klippet til af en redaktør, men får lov at stå i sit fulde format med alle de indre modsigelser, som vores liv også er præget af. Litteraturen kan skildre almenmenneskelige ting i et kompleks mønster. Det handler om det enkelte konkrete menneske – der er ikke tale om grupper, segmenter eller begreber – og det danner på den måde et modbillede til de gængse medier. Litteraturen kan bryde, korrigere og dementere de stereotypiske menneskebilleder, som de almindelige medier ellers er fulde af. Ikke desto mindre – sagde hun i diskussionen – er det også muligt at starte med en stereotyp, som man så nuancerer hen ad vejen.

Det var også magtpåliggende for hende at betone hvad litteraturen kan i forhold til hvad litteraturen skal. Som forfatter kunne hun ikke forholde sig til hvad litteraturen skulle, men kun prøve at gøre det som den kan, (og som måske ingen andre har kunnet få den til).

Som regel ekstremiserer man begivenheder og personer for at blive tydelig. Men det modsatte gør sig også gældende. Hvad der er bemærkelsesværdigt er at man ofte skal tage noget fra virkeligheden for at det virker troværdigt i en fiktion. Hvis man skildrer virkeligheden som den er, bliver det utroværdigt.

Hvad litteraturen også kan – udover at skildre det enkelte menneske i al sin kompleksitet – er at det er mindst lige så vigtigt at skildre relationerne som den enkeltes karakter.

Meget har en selvbiografisk rod, men stort set er intet af det Kirsten Thorup selvbiografisk. Det hele har en forbindelse til det levede liv, men det er fiktion og som sådan ikke en beskrivelse af Kirsten Thorups eget liv. Vi havde en diskussion om forholdet mellem værket og biografien, hvor der var ret forskellige holdninger, fra den at det er oplysende at kende forfatterens biografi til den at det er fuldstændigt lige meget.

Diskussionen drejede videre da vi begyndte at tale om litteratur som undersøgelse og svar på mere eller mindre eksplicitte spørgsmål i tiden. Nok skal litteraturen ikke noget bestemt, men der er alligevel noget der kalder på noget bestemt. Der kan være en indre skaberkraft – og der kan være en ydre mangel der skal genoprettes eller fascination der trækker. At skønheden er inspirerende ved vi alle, men at manglen kan være det, er mindre belyst. Litteraturen kan prøve at bidrage med det der mangler, det være sig det komplekse menneskebillede, men også med et andet sprog – og også et andet politisk sprog. Det er en af mine kæpheste.

Kirsten Thorup

Portræt af Kirsten Thorup ved Tove Kurzweil

“Jeg skriver ikke på research”, replicerede Kirsten Thorup. Hun læser ikke en masse for at kunne skrive. Hun skriver på det levede liv, på iagttagelser og de tanker de vækker. Men undersøge? Ja. Litteratur er også undersøgelse. Og skabelsen af et nyt sprog, et nyt politisk sprog? Kun til en vis grænse. Kun indenfor det vi må kalde det før-politiske, altså til støbningen af alle de piller som det overliggende politiske arbejde hviler på.

Indignation som inspiration? Ja, til dels. Kirsten Thorup indrømmede at indignation også kunne være inspirerende, men det var ikke nok. Christine K. citerede Ulla Koppel for at tale om ‘generøsitet overfor verden’, at skabe ud af overskud. Og det handler om at give stemme. Det er også hvad litteraturen kan: Give stemme. Give stemme til alle mulige mennesker som ikke normalt har noget organ at ytre sig igennem. Dette hører til kunstens demokratiske mulighed.

Men det handler også om at tale om og skabe politik – på trods: På trods af sin egen mere eller mindre velbegrundede politikerlede, på trods af løgnene, på trods af det absurde mediebillede, på trods af alt det kedelige i politikken og på trods af det uinspirerende litterære danske klima. Kigger vi på England, Frankrig, Tyskland og Sverige behandles litteraturen mere seriøst, den bruges mere og det er vigtigere for folk – og for opponionsdannelsen. Fjernsynet er i dag hvad bogen var på Balzacs tid, som Kirsten sagde i samtalen med hende på Gavlen.

Sveriges TVs Babel fik rosende ord med på vejen. Det Poetiske Bureau, Ursula Andkær Olsen og Lars Skinnebach blev også nævnt i forbifarten.

En anden side af “samtidens kald” er de ‘de forbudte følelser’. Lige som litteraturen kan skildre mangfoldige sider af det enkelte menneske, kan dette menneske have følelser som det er forbudt at føle. Det var et synspunkt jeg skulle forklare og forsvare. Jeg forsøgte mig med at de religiøse følelser kan være forbudte, hvad der blev imødegået fra flere af de tilstedeværende. De humanistiske følelser (empati og solidaritet f.eks.) var der mere enighed om var forbudte. Homosexuelle følelser har i mange årtier været forbudte, – blot som eksempel. Pornografien er den genre, hvor følelser som sådan er forbudte. De forbudte følelser fører sådan set til pornografi. – Det er også et konkret forhold som litteraturen kan (men ikke skal) behandle. At legalisere de forbudte følelser.

Herefter gik snakken videre til at tale om krigene i Afghanistan, Irak og hvorfor der ikke har været mere forargelse over de tab vi har lidt. En af grundene er – sagde Kirsten – at det er professionelle soldater, der gør det frivilligt og har det som arbejde.

Alt i alt en frugtbar, animeret, inspirerende salon i andre omgivelser, med vin og chips og udsigt til Torvehallerne i selskab med ikke kun en stor dansk forfatter, men også kompetente, engagerede og intelligente Gadeuniversitets-‘studerende’.

8. maj 2012

Gået i stå-salon

Gadeuniversitetet afholdt Gået i stå-salon d. 29. 3.2012 på Vennemindevej

Til stede: Jeppe, Henrik, Jacob, Kirsten, Sylvester, Mikael, og Jennie.

 

Aftenens salon var et lille selskab, det gav god mulighed for at nå flere gange omkring bordet. Måske var der lidt for god tid til den enkelte …

 

Men det var en fornøjelse at se f. eks. Mikael give sig i kast med en lang og til tider rodet gennemgang af et ufærdigt manuskript. Man kunne nærmest se drejeskiverne i hans hjerne knokle derudad mens han tegnede adskillige diagrammer om de forskellige historielinjer, der længe havde kredset om hinanden, men som kun for nylig havde fundet den rette indgangsvinkel, og dermed forbindelse, til hinanden. Det havde været frustrerende i mange år for Mikael, at der ikke havde været en større sammenhæng, men det blev ret tydelig under seancen, at historier indfinder sig ikke i menneskers almindelige tidsregning. Det har været nødvendigt at have tid og afstand for at netop denne historie har kunne udvikle sig. Men som man kunne se, lige pludselig indfinder helheden sig.

 

De andre deltagere kom med vidt forskellige indskud. Fra at gå i stå i som musiker, forfatter, eller i studiet, en idé, et projekt – eller livet. Visse stikord dukkede op undervejs i fortællingerne. Stikord der enten afkommer af at være gået i stå, eller som er en forudsætning til ikke at gå i stå. Stikordene kommer her, i tilfældig rækkefølge:

 

–       (selv-)opfattelse

–       for godt til at lade ligge

–       forpligtelse

–       deadlines

–       midler/økonomi

–       andre mennesker (kontorfællesskab, partner, muse/r, kritiske venner, netværk)

–       anerkendelse

–       fysisk rum

–       modning

–       ærgrelse

–       dårlig samvittighed

–       forfængelighed

–       få det ud af verden

–       afløb

–       tid/energi

–       netværk (ingen jobs uden)

–       struktur

–       selvstændig fremdrift

Og disse elementer forbindes og udgør forudsætninger for hinanden på kryds og tværs, afhængigt af situationen.

 

Og så er der tre stikord, der synes at være overordnede for de andre, i varierende grad:

 

–       resourcer

–       ego

–       frygt

 

Det gode ved at vi kom så vidt omkring er, at dét at gå i stå ikke handler om fiasko, selvom det hurtigt kan føles sådan på det personlige plan. Dét som andre kan se fra behørig afstand er, at det også handler om lyst, behov, ikke mindst modning, men også, at der trods alt er en række betingelser, der skal opfyldes, for at et projekt mm. kan gennemføres. Nogle gange er der bare ikke andet at gøre end at vente, indtil de er der. Men det er utvivlsomt for subjektivt at kunne stille op med alle gunstige forudsætninger for et projekt på egen hånd.

 

/Jennie

13. september 2011

Det Forbudte Universitet

Sylvester Roepstorff var d. 11. september 2011 på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor Det Fri Universitet havde fyldt rummet med traumatiske billeder og lydspor fra de sidste ti års hændelser under titlen: Trauma 1-11. Her gengives noter fra besøget.

Mens vi sad og snakkede om udstillingen, hvor nogle sagde at den var svær, kom Rikke ned ad trappen og sagde at hun var dybt rørt. Hun var rørt over den tekst der blev foredraget til lysbilleder af støv: Den optimisme da vi gik ud af halvfemserne, og den skuffelse der indtrådte efter 11. september 2001. Den genkendte hun.
Jeg havde diskuteret og reflekteret over udstillingen sammen med omviseren mens to andre museumsgæster lyttede.
Men det var alligevel Rikke der forstod meget mere af hvad det gik ud på. Hvad det egentligt gik ud på.

Vi sad på havnen i Roskilde og spiste Parad-Is. Rikke sagde: Hvordan kan man få politikken i blodet? Være så berørt af de politiske forhold? Jeg har det næsten som om det foregår derude. Gammelklogt og bedrevidende begyndte jeg at liste de måder hvorpå man kan fatte den politiske virkelighed med andre organer end hjernen:
– Brug hjemmet på en anden måde. Det må også være et af Det Fri Universitets budskaber: at skabe andre sociale relationer, og her er hjemmet et glimrende redskab.
– Benyt andre nyhedsmedier end Danmarks Radio, Politiken, Berlingske, Information m.m. Brug et bredere spektrum af nyhedsmedier. Mainstream medier har – også – en interesse i at vække følelser og svække handling. Hvilket er en pornografisk skruetvinge: at være kropslig passiv og emotionelt overstimuleret.
– Læs bøger. Det giver en bedre forståelse af forholdene.
– Rejs. Se andre lande. Se andre mennesker.

Udstillingsplakaten til udstillingen Trauma 1-11

Regnen væltede ned om morgenen. Det var 11. september 2011. Sidste dag på udstillingen Trauma 1-11, sat op på Museet for Samtidskunst af Det Fri Universitet. Jeg ville se den. Selv tyve skybrud kunne ikke holde mig hjemme. Selv en boycot fra diverse familiemedlemmer ville ikke kunne forhindre mig. Men alle var friske. Det klarede op. Barnevogn, børn, tasker, madpakker og alt hvad dertil hører. Bare en lille tur til Roskilde. 260,- kr. til billetten.
Idet vi trådte ind på museet, blev alle trætte. De gik ud og spise. Jeg fulgte en omvisning rundt imellem de elleve højttalere, og jeg hørte bl.a. mig selv sige at det ikke var helt tilfældigt at børnene blev koplet fra.

Omkring kaffen i indgangshallen var der megen ikke-forståelse af udstillingen. – Bedrevidende og gammelklogt listede jeg en række punkter op som jeg synes udstillingen handlede om:
– At skabe et frirum. Det Fri Universitet bekræftede også med denne udstilling at det ikke kun handler om at finde konsensus og at indgå kompromis’er, men at finde sin egen base hvorfra man kan tænke og handle. Udgangspunktet er at den neoliberale politik, konsumtænkning, varegørelsen af sociale relationer, den økonomiske tankegang og tivoliseringen af både politikken og kunsten er så gennemgribende at der ikke længere findes nogen fristeder; der findes ikke noget udenfor. Nogle kunstnere og tænkere er nået til den konklusion at ‘udenfor’ er umuligt, men Det Fri Universitet har under alle omstændigheder ikke resigneret overfor denne vanskelighed. De har skabt et rum med anderledes tanker, radikale tanker og måder at forholde sig til vores samtid på. – Med denne udstilling har de netop gjort det politiske engagement meget personligt. Dels udtrykt ved at lade alle arrangementer foregå i eget hjem, (det hører vi kun om, det ser vi ikke på udstillingen), dels med en følsom og intim stemmeføring at fortælle hvordan de faste deltagere i DFU igennem de sidste ti år både eksistentielt, kunstnerisk og politisk har navigeret igennem tiltag der har fremmet den statslige kontrol og den økonomiske tænkning.
– At gøre det selv. Det Fri Universitet fører en Do It Yourself-kultur langt videre så det ikke kun gælder – sådan som det nu også hedder i andre beslægtede gruperinger: Do It Together, men også omfatter det på en og samme gang mest æteriske og stærkeste råstof: viden. Det Fri Universitet skaber viden selv – og sammen. Derfor bliver det også opfattet som en sørgelig bekræftelse af deres arbejde at staten nu har forbudt dem at hedde ‘universitet’ fordi kun institutioner autoriseret af staten med den nye universitetslov fra 2010 ville kunne kalde sig for et universitet. Dette har Det Fri Universitet opfattet dels som et statslig expropriering af en fælles ejendom samt en rent bureakratisk (læs: udemokratisk) beslutning med et økonomisk formål. Konsekvensen af sådan et forbud er en kontrolering af vidensproduktion og alt hvad herunder hører. Derfor besluttede Det Fri Universitet, der nedlagde sig selv i 2007, at genoprette sig selv for en kort bemærkning, – samt at opfordre alle til at oprette et frit universitet. De har endda vedhæftet adressen på ministeriet som man skal gøre opmærksom på at man nu har oprettet et frit universitet. Det være hermed bragt videre: Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling: min@vtu.dk – og cc: Universitets- og Bygningsstyrelsen: ubst@ubst.dk.

Kagerne var gode. Udstillingen var svær. Det sagde de. Dem der også havde set den. Ikke noget for børn. Dog var der en film med Jakob Jakobsen og hans datter på en stor selvbygget legeplads, hvor den ca. 6 årige datter oppe fra et højt sted på legestativet siger til sin far: “Du skal ikke være bange, bare kom herop”.
Jeg hører mig selv sige noget i retning af: Hvor er det folkelige? Det almindelige? Det barnlige? Er der ikke noget genkendeligt, en fortælling, noget der rækker hænderne ud imod alle os almindelige mennekser fra det almindelige liv? “noget vi kan tage med hjem”, som en anden sagde.
Det Fri Universitet er placeret i et dilemma imellem at insistere på sig selv og at imødekomme det etablerede. Hele projektet handler om at rykke ved grænserne imellem det offentlige og private og at knytte vore hverdagsliv til vores arbejdsliv, men hverdagen kunne vi ikke få øje på i dette gennemførte forsøg på at skabe en ny hverdag. Hverdagen i dag er fremmedgjort for os alle sammen. – Hvis de for at “få os andre med” reproducerede noget af den hverdag og den virkelighed, de vil gøre op med, ville det både være fejt og uærligt. Men på den anden side: Er der slet ikke noget i de etablerede institutioner, i den almindelige hverdag, i alt det gængse, som man kan bygge på og som også lever videre – på den anden side af revolutionen?

Rikke og alle pigerne kom ind igen. De gik rundt og lyttede og kiggede på propagandaplakaterne uden billeder. Rikke kom ned. Hun havde hørt de danske lydspor. Jeg havde lyttet til de engelske. Skuffelse. Rørt og ramt. Jeg gik op igen og lagde øre til de danske lydspor. Det var noget helt andet. Nu forstod jeg lidt mere, og ikke kun budskaberne. Der var mere end begreb. Mere end politik.
At have den politiske virkelighed under huden. At skabe en ny politisk virkelighed. En ny virkelighed – hinsides politik. Og kunst.
Det var 11. september 2011.

13. september 2011

Gadeuniversitets-salon op til Folketingsvalg 2011

Gadeuniversitetet har været en kende aktiv her op til valget 2011. Det startede med en Facebook-opdatering, jo, vi slipper ikke. Det greb om sig, og før vi vidste det, havde folket bag GU også oprettet en gruppe på social mediet det opfordrer folk til at brevstemme til valget. Og dét helst så tidligt i forløbet som muligt. Så bliver valgflæsk, tv-duller, resourcekrævende plakater i bybilledet mm. overflødiggjort.

I forlængelse af det koncept fandt vi det passende, at vi fik stablet en salon på benene. Jo, vi har gjort det før, bare ikke officielt i GU-regi.

Vi lagde ud med et oplæg af Pil Christensen som omhandlede fagbevægelsen. Stærkt og tankevækkende. Fagforeninger oplever et fald i antal af medlemmer, men folks behov for støtte i arbejdesammenhæng er næppe blevet mindre. Hvor er de på vej hen? Skal der en omorganisering til? God debat og meningsudveksling heraf.

Tilstede var også Trine Pertou Mach, folketingskandidat for SF, og Lena Sundström, journalist for svenske TV4, som også tilføjede debatten indslag fra hhv. det politiske og det svenske.

Supergod aften, vi satser på at holde saloner hyppigere i fremtiden og med jævne mellemrum. Hvis det går højt for sig, kan det tænkes at vi fælder opsummering af emner ned og insender dem som debatindlæg hos diverse medier.

Man er naturligvis altid velkommen til at give et indspark her på bloggen, hvis man synes der er et emne der trænger til at Gadeuniversitetiseres. Vi findes som sagt på FB, og også på Twitter, som @gadeuniversitet.

/GU

18. november 2010

NY BOG

 

Middelhavet

Gadeuniversitetets nye bog - ude i felten

‘Da Middelhavet forsvandt‘ er Gadeuniversitetets første udgivelse

Udgivet 18. november 2010.

Denne politiske science fiction er skrevet af Sylvester Roepstorff og Mikael Hastrup (redaktion: Jørgen I. Jensen, grafisk design: Graphorama.dk) indeholder er replikker fra fremtiden, nutiden og efter fremtiden, kommentarer, satirer og fantasier over nutidige og fremtidige forhold i København og Europa. – samt et par epiloger hvor bl.a. Manu Sareen og Kristian Thulesen Dahl optræder og hvor det tegnes et billede af fremtidige Afrika, der helt og holdent er koloniseret af Kina.

Eftersom det læsende publikum bliver mindre og mindre og derfor har større og større mængder at læse, har vi været så venlige at lave en bog på under 100 sider.

Bagsidetekst taler for sig selv: “- Ja, det er godt nok crazy. Hvad sker der lige for dem. Jeg håber sateme ikke, de fortsætter op gennem Europa. – Skatter … det gør de!”

Bogen kan købes i Nørrebros Boghandel på Nørrebrogade 7, i Sortedam Antikvariat på Ahornsgade 24 og i Underwood på Ryesgade 30 A (alle tre butikker i København) formedelst 79,- kr.

Desuden kan den bestilles og blive sendt (til Danmark) for 79,- kr. ved at skrive til syllowester@gmail.com.